Kumulus@strikkeprøve
- Milleville
- 18. aug. 2018
- 2 min læsning
Opdateret: 11. nov. 2018
De første masker er nu strikket til opstart på den fine Kumulusbluse fra PetiteKnit og her er lidt nybegynder-erfaring.
Jeg har valgt at strikke mit første #egostrik aka #kumulusbluse fra PetiteKnit i lækkert mohairgarn (Tilia) fra Filcolana med dobbelt-tråd i en blanding af Winter Peach og Latte. Det lyder faktisk ligeså fint som det ser ud!
Begge fik lige en tur gennem garnvinden sammen, så de kunne blive til en enkelt garnnøgle, der er langt nemmere at have med at gøre end to seperate.
Mohair-garnet viste sig at være overraskende nemt at strikke med. Jeg strikker på bambus-rundpinde, hvilket jeg synes er de bedste at strikke med - de er lette, garnet glider nemt på pinden uden at være i fare for at falde af hele tiden, hvilket jeg især oplever som et problem ved metalpinde.
Første strikkeprøve gav dog lige bagslag - blev nødt til at gå en størrelse op i pinde. Men så blev resultatet også som det skulle.

Det kræver dog lige lidt tålmodighed med den strikkeprøve, for ihhh, man vil jo meget hellere direkte i gang med projektet med det samme. Jeg havde dog læst flere steder, at man virkelig bør gøre den indsats at lave en strikkeprøve og det er jo også nemmere end at skulle strikke hele projektet om.
Af tips til strikkeprøve (generelt set) har jeg fundet frem til, at man helt bestemt bør:
Lave opslaget af prøven på 10 masker ekstra i forhold til det, der står i opskriften
Strikke så mange pinde, at prøven bliver 15 cm i længden
Spænde prøven ud eller lægge den fladt, når man skal måle fastheden på 10 x 10 cm
Bonus ved strikkeprøven (for dig og mig der er ny strikker) er, at man også lige får testet, hvordan det er at strikke med garnet og lige får vænnet sig til det, inden man starter på sit projekt. Det synes jeg egentlig, man får et flottere resultat af.
Efter at have taget investeringen med at lave strikkeprøver, kan jeg nu endelig gå i gang med selve blusen - opfølgning på den videre process følger!
Har du selv nogen erfaringer med Kumulusblusen og processen, så del gerne;)
Comments